I disse uger bydes ca. 2000 studerende velkommen på deres nye erhvervs- eller videregående uddannelse i Herning.

De nye studerende vil en af de første dage modtage en velkomstpose fra Uddannelsesby Herning.

I posen er der forskellige informationer, fribilletter og studierabatter som kan benyttes i Herning. Tanken med posen er at vise de studerende nogle af de forskellige attraktioner og tilbud i Herning – og med fribilletterne kan man eksempelvis få nogle oplevelser i byen med sine nye studiekammerater.

I posen er der også information om Uddannelsesby Hernings arrangementer for studerende, og om muligheden for at komme ud og se fodbold, håndbold eller ishockey for kun 15 kr. pr kamp.

Design af studerende

Årets velkomstpose er designet af Julie Enevoldsen, som studerer Visual Communication Design på VIA University College.

Julies tanke med designet var ”at skabe et moderne og trendy udtryk, som vil fange de unges opmærksomhed. Designet har til formål at få de unge til at få øjnene op for Herning som studieby, og derfor har jeg skabt et design, der fremhæver de mange fede steder, som Herning tilbyder både ift. til kultur, udeliv og fritid. På bagsiden er der skabt et design med ord, der betegner Herning som by, og samtidige danner ramme om selve ordet ‘Herning’ som en ekstra gimmick.”